Fra begyndelsen af Bryllupsfesten:

Nålene trillede en for en ned på gulvet og lå som små glimtende punkter.  Jill brugte altid en særlig slags knappenåle med små kuglerunde blanke hoveder, og nu lå de der, faldet om mellem hinanden som ofre for en massakre.

Hun rev hidsigt i den gulhvide lærredskjole, der sad stramt omkring hende.  De sidste knappenåle opgav, og lærredet sank sammen i en slap bunke for hendes fødder.

Hendes mor så op fra avisen. "hvad er der nu?" sagde hun med sin bløde, velmodulerede stemme, der røbede en vis kultur, i modsætning til de forvaskede gamacher og den uformelige T-shirt, hun havde iført sig, selv om det var en af de varme sommerdage.

"Jeg vil have, det skal sidde helt glat foran.  man skal ikke kunne se, man skal ikke kunne ane, hvad der er på bagsiden - det skal være en overraskelse! Lort!"  Jill rev T-shirten ned over hovedet, og dumpede ned i den slidte lænestol, der var en pendant til moderens.  Stadig med hidsige bevægelser tog hun en cigaret op af pakken og tændte den.

Ella, hendes mor, lagde avisen fra sig.  "Tror du alligevel ikke, vi hellere skulle tage en tur ind til Lilly?  Jeg mener, de har produceret brudekjoler i masser af år, så de ved vel, hvordan man gør!  Jeg har jo sagt, at det vil jeg gerne betale for!"

"Jeg syr den selv! Stoffet er jo købt, det kostede en bondegård, og den slags silke er ikke lige noget man finder herhjemme mage til."  Jill sugede af cigaretten og pustede røgskyer ud i rummet.  Hendes mor hostede lidt, og rejste sig.

"Bliver du og spiser med?  Vi skal have hakkebøf med løg og rødbeder!"

Jill så surt på lærredskjolen.  "Nej", sagde hun.  "Ellers tak" tilføjede hun hastigt.  Den kjole gjorde hende vanvittig.  Hun vidste lige, hvordan den skulle sidde, og så gjorde stoffet alligevel modstand.  Måske var det lærredet i modellen, der var noget i vejen med.  Det kunne være, hun skulle gå i gang med silkestoffet og så håbe det bedste.  Det lille skød, hun ville have på kjolen, skulle sidde i rynker bagpå, men forfra skulle det ligne en helt almindelig glat kjole, med dyb udskæring og lange, stramme ærmer.  Skødet ville være alle tiders overgang til det lille slæb på nederdelen, og det ville se perfekt ud sammen med det korte slør.

Hun rejste sig og smed lærredsmodellen ind i bunden af sit gamle klædeskab.  Hun tog sine shorts på og gik ud i køkkenet til sin mor.

"Jeg tror, jeg tager hjem nu.  Tak fordi du lægger hus til mit syprojekt, lille mor!"  Jill lagde et kort øjeblik armene om sin mor, og lagde kinden mod hendes hår.  Moderen rakte hånden op og klappede hende på kinden.  "Store tøs!" sagde hun kærligt.  "Det manglede da bare.  Og det er vist også skik og brug, at bruden har sit udgangspunkt hos sine forældre, selv om hun er flyttet hjemmefra forlængst!"

Jill gik ud af bryggersdøren og tog sin cykel.  Moderen stod inde i køkkenet og så ikke, at Jill vinkede.  Tilsyneladende var hun fordybet i at skrælle kartofler.  Jill mærkede irritationen, og samtidig måtte hun trække kærligt på smilebåndet.  Hendes mor var altså ikke som andre mødre, det var helt sikkert.  Hun levede i sin egen verden, der tilsyneladende var så stor og rummelig, at hun nemt kunne få tiden til at gå uden andre mennesker i lang tid ad gangen.  Jills mor holdt aldrig op med at overraske hende.  Jill blev stående et øjeblik og betragtede moderens mørke pagehår med enkelte striber af sølv.  Moderen var lille og tæt, med en buttet fast skikkelse, som en lille trold.  Øjnene var runde og grå, og kunne se så forbavsede ud som et barns, når noget overraskede hende.  Det var nu ikke særlig tit.

Jill sprang op på cyklen og gled ud på villavejen.

Vinden var imod, det var godt, så kunne hun lægge kræfterne i og klare en del af sin fysiske træning på den måde.  Hun trådte langt og sejt i pedalerne til hun nåede det store lyskryds, hvor hun skulle svinge ind mod byen.  Hun satte foden mod jorden og pustede, mens hun ventede på, at trafiklyset skulle skifte.  Hun holdt ud i den fugtige T-shirt med begge hænder og viftede den frem og tilbage.  Hun rakte tunge af en ung lastbilchauffør, der grinede anerkendende til hende, idet han svingede det enorme køretøj tæt forbi hende.

Hun trak hurtigt en hårelastik op af lommen på de beigefarvede shorts, og bandt en hestehale af sit halvlange, lysblonde hår.  hendes hænder gled et øjeblik ned over den svedige nakke og hals, før hun tørrede håndfladerne af på siden af T-shirten.

Allerede ved tårnet før broen begyndte hun ritualet.

Hun drejede fødderne, så fodsålerne vendte indad mod cyklens sider, og hænderne måtte kun lige røre ved cykelstyret med to fingerspidser.  Hun sugede luften indad og så ned, mens hun startede remsen.

"- fra synd og sorg og fare -

- fra synd og sorg og fare -

- fra synd og sorg og fare -"


Asfalten gled væk under hende, og hun blev så svimmel, at hun var ved at vælte på cyklen.  En anden cyklist overhalede hende, og råbte op, da hun i det samme slog et sving til siden over mod ham.

Da hun havde passeret broen, holdt hun et øjeblik ind til siden for at komme sig lidt.  T-shirten var drivvåd af sved nu.  Shit, at hun skulle have det sådan, hver gang hun skulle over vandet.  Hun måtte lave nogle flere afspændingsøvelser om aftenen.  Det var klart, at det var noget neurotisk, en fobi.  Hun måtte finde noget litteratur om den slags.